Kontakt bestyrelsen, hvis vi kan hjælpe med noget
Bestyrelsen modtager gerne henvendelser fra alle, både medlemmer, ikke-medlemmer, fagfolk, pårørende,
journalister, studerende osv.
Det kan være relevant at kontakte os, hvis du fx:
- har forslag til aktiviteter, emneaftner, hjemmesiden mv.
- vil hjælpe foreningen med noget eller selv arrangere en emneaften i dit område
- har viden, ideer eller kontakter, der kan gavne foreningen
- vil høre, om foreningen kan bevilge penge til en emneaften om dyspraksi i fx Nordjylland
- som fagperson ønsker at komme på vores liste over privatpraktiserende fagfolk
- som studerende/forsker har brug for deltagere til undersøgelser omkring dyspraksi.
Kontakt andre, når bestyrelsen ikke er de rette at spørge
En del spørgsmål besvares bedre af andre end foreningens bestyrelse. Her forsøger vi, at give dig en
ide om, hvor du kan henvende dig med hvilken slags spørgsmål.
Hvad er mine rettigheder?
- Kommunen skal rådgive om dine rettigheder og bevilge den nødvendige hjælp.
- Gør de ikke det, kan du få god hjælp hos DUKH, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. DUKH rådgiver kun borgere, ikke sagsbehandlere.
- Du kan også høre, hvad andre har fået bevilget i en af de to nedennævnte facebookgrupper, men kommunerne har vidt forskellig praksis for, hvilken hjælp de yder.
Manglende viden i kommunen
VISO er sat i verden for at hjælpe kommunerne i konkrete sager, så de bliver i stand til at yde den nødvendige støtte til borgere med særlige behov. De har et netværk af specialister, herunder i dyspraksi, som kan rådgive kommunen.
Både kommuner og forældre kan kontakte VISO for at få hjælp.
Jeg har brug for andre forældres erfaringer og gode råd
- Som medlem af foreningen kan du finde og kommunikere med ligesindede i dit lokalområde via vores NING-forum. dyspraksi.ning.com
- Du kan også få talt med andre forældre på vores mange emneaftner
- Facebookgruppen ’Dyspraksi Danmark’ er et rigtig godt sted at efterlyse viden og tips, dele historier med videre.
- Facebook-gruppen ’Motorisk dyspraksi’ er også brugbar, men handler mest om generel dyspraksi, dvs. fin- og grovmotoriske problemer.
Facebookgrupperne er ikke foreningens men forældredrevne.
Hvor finder jeg privatpraktiserende behandlere?
Under punktet Behandling m.v. er der nævnt nogle få under Behandlere.
Psykologer finder du under punktet Psykologhjælp og har dit barn brug for samsynstræning, skal du kigge her.
Kender du nogen, som vi med fordel kunne nævne, hører vi gerne fra dig.
Det samme gælder, hvis du er en behandler, der kan hjælpe disse børn.
Spørgsmål til forløbsbeskrivelsen om verbal dyspraksi
https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/born-med-verbal-dyspraksi
Hvis der er generelle spørgsmål til denne beskrivelse, fx fra en kommune, der vil etablere tilbud til børn med dyspraksi, kan Socialstyrelsen hjælpe. Forældre kan også kontakte dem, og kan de ikke hjælpe, vil de videresende spørgsmålene til rette instans.
Børne- og Socialministeriet
Socialstyrelsen
Edisonsvej 1
5000 Odense C
Tlf.: 72 42 37 00
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Spørgsmål omkring skole
Har du spørgsmål om undervisning, udvidet tid til eksamener osv., skal de rettes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.